I december 2017 skød Lene Dybdahl en konkurrence i gang på sit online kursus, Skriverejsen. Opgaven lød: “Skiv et YA-manus og vælg mellem temaerne venskab, kærlighed, konflikt og vrede og vind en bogkontrakt hos forlaget Calibat”.
Efter at have grublet en uges tid, begyndte jeg at plotte ‘Sandrytteren’ – en YA-fantasyfortælling om Saran, som udvælges til den Vestligt sand-zone sammen med sin bedste ven og hemmelige kærlighed, Teon. De skal “bare lige” afgøre hvem af dem, der skal være sandrytter og hvem, som skal være medie. Den første med prestige, magt og magi – den sidste som modtager af enorme mængder sandenergi, som får krop og sjæl til at ældes skræmmende hurtigt. Det er enkelt, ikke? Nej. Som i slet ikke. Hvordan vælger man mellem frihed og forpligtelse, mellem liv og død, når ens hjertes udkårne får det modsatte? Hvor meget er man villig til at ofre og for hvad? Ambivalensen truer med at trække Saran over på midten, men så sker der noget, som vender op og ned på alt, hun hidtil har troet på.
Jeg elskede at skrive Sandrytteren, og min sjæl travede hvileløst rundt dag og nat, som tiden for nomineringen af de 5 bedste historier nærmede sig. Lene holdt live-transmitteret nomineringsshow med tilskuere, drinks og en skatkiste, og low and behold om ikke Sandrytteren var én af de 5 nominerede. Det var fantastisk, men gav samtidig endnu mere ambivalens, end Saran rendte rundt med i den Vestlige sand-zone. Nu var der en reel mulighed for gå hele vejen, for at skrive kontrakt på mit første solo-projekt. MEN samtidig ville det også være slut med at køre mit helt eget ræs. Hvis jeg vandt, skulle jeg præstere for alvor og vurderes. Den skræk gav ventetiden en diskret bittersød undertone. Der er ingen tvivl om, at glæden fyldte mest, men angsten hviskede også, at jeg ikke var god nok.
Hvad gør man så? Man fortsætter på trods af hjemsøgelserne, så jeg skrev løs, mens jeg ventede på den endelige udmelding. På finaleaftenen tonede forelæggeren for Calibat, Emil Blichfeldt, frem. Til alles overraskelse proklamerede han, at de havde valgt 2 vindere. 10 neglebidende sekunder senere udråbte han første vinder. Som ikke var mig. Her råbte tvivlen igen op for fulde hammer, men så kom det:
“Og den anden vinder, det er ‘Sandrytteren’.
Begrundelse: En spændende og medrivende Young adult fantasyfortælling, der hvirvler læseren ind i et eventyr fuld af venskab, magtkamp, magi og et forstokket hierarki. Karaktererne er levende, og læseren gribes af den konflikt og udvikling, som hovedpersonerne gennemgår fra start til slut. Og så kan jeg sige, at Sandrytteren kommer til at kickstarte Calibats Young adult linje her i 2019.”
Jeg jublede så højt, at min mand fik et chok, og så dansede mine ben. Rundt i hele huset, mens jeg forsøgte at gense videoen, svare på alle de beskeder, der kom i kølvandet på den, samt tale med mine forældre og andre dejlige mennesker, der ville ønske mig tillykke.
Det er en uge siden i dag, og jeg danser stadig. Både når jeg danser, men også når jeg sidder ned. Mine kollegaer på jobbet griner med mig og synes heldigvis også, at det er fantastisk. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med en redaktør på et helt værk. Jeg glæder mig til at debutere, og jeg er jublende lykkelig for at få muligheden for at skrive 2 bøger mere i samme serie.
Hvis du nu sidder og tænker, at alt er godt i skrivehulen, så må jeg desværre skuffe dig. For at give et billede af denne branche, som vi har valgt på godt og ondt, vil jeg gerne vise dig, at man vinder nogle og taber andre, mens virkeligheden kommer i vejen for helt tredje. Få dage inden, jeg vandt forlagskontrakten, blev en antologi med mit bidrag udsat på ubestemt tid, og en måned før det, sejlede mine drømme med en anden fantasy-triologi med et skib, der desværre gik ned. Her nåede jeg at drømme stort, men jeg nåede ikke at skrive under, før det tilsyneladende var forbi for mit vedkommende. Ligeså lykkelig jeg var, da jeg fandt ud af, at jeg vandt, lige så ulykkelig var jeg, da jeg fandt ud af, at det alligevel ikke blev til noget med den anden serie. Fra optur til nedtur og tilbage igen. Jeg ønsker ikke at klynke over det, der ikke gik som ønsket, men vise dig, at der hele tiden er sejre og nederlag i denne branche, og vi må tage dem alle sammen med. Vi kan ikke helgardere os imod de dårlige anmeldelser, menneskelige omstændigheder, hverdagen som kræver sit og alt det andet, der kan gå forfatterdrømme imod. Vi må acceptere, at det er en del af faget og vælge, hvad vi vil tage med, når vi er færdige med at juble eller ømme os.
Jeg tager glæden, håbet, virkelysten og min jyske stædighed med mig på rejsen mod udgivelsen af første bind i Sandrytteren. Jeg håber, at du også tager noget brugbart med dig fra dine egne oplevelser med forfatterverdenen.
Klik her for at læse næste artikel, som handler om at turde drømme stort.
Det er noget af en vridemaskine du har været igennem – den er hård selv for denne branche tænker jeg fordi du faktisk havde fået positive tilkendegivelser. Vejen rundt i forfattervirket er belagt med afslag af alle slags men når man tror man har vundet og den sødme så bliver revet ud af ens hænder igen – det er ondt……… men nøj jeg glæder mig til at være kollega med dig på Calibat Tenna – du er både super dygtig og en kilde til positiv energi til alle omkring dig 🙂 🙂 glæder mig til at læse Sandrytteren 🙂
Kære Hanne.
Jeg er ikke altid sikker på, at jeg havde kastet mig ud i det, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle bruge 5 år på at komme det første stykke ad vejen. Det er lidt som at tage kørekort, hvor man først rigtig lærer at køre bil, når man har fået pappet (ja, vi gamle ved at et kørekort var lavet af pap :)).
Jeg glæder mig også helt vildt til at vi skal “kollegae” hos Calibat. Det bliver en fest med masser af hårdt arbejde 🙂