Artikel 10 i serien “Forfatterens trivselsredskaber”
Sommerferien er ved at være slut, og for nogle betyder det tilbagevenden til skolebænken eller arbejdspladsen sparkende og skrigende, mens andre lettede genoptager deres daglige rutine med orden og struktur. Uanset, om du kommer med det ene eller andet udgangspunkt – eller måske et sted i midten – vil jeg anbefale dig at overveje, hvordan du griber forfatterlivet post-vacation an.
Hvis du har skrevet amok i din ferie og fået en masse fra hånden, er du stadig i risiko for at komme i mistrivsel, fordi dine vilkår har ændret sig. Efter ugers frihed skal du passe alle dine forpligtelser igen, og det er slut med at være natteravnsskribent, for vækkeuret ringer klokken 6. Mange går fra den ene yderlighed til den anden og kommer langt væk fra deres skriverier, fordi de ikke længere kan fordybe sig som i ferien. Før de får set sig om, banker efterårsferien på døren, og det går op for dem, at de ikke har skrevet noget synderligt siden deres sommerfri.
Hvis du primært ønsker at være ferieforfatter, har du ingen problemer her.
Hvis du ønsker at skrive jævnligt i hverdagen, gør du lige nu klogt i at forventningsafstemme, hvad du har mulighed for at opnå, når din ferie slutter. Er din ferie allerede forbi, når du læser det her, kan du stadig nå at lægge planer, der holder, så du ikke går i stå med dit forfatterliv, fordi dine vilkår vendes rundt.
Hvis du i modsætning til eksemplet ovenfor ikke har fået skrevet en skid, mens du havde fri, er du i risiko for at dumpe i andre fælder. Måske er du tynget af dårlig samvittighed og falder i ”nu kan det også være lige meget-hullet”, hvor du fortætter med at skrive ikke en skid. Her bliver den dårlige samvittighed og inaktiviteten gensidigt påvirkende i en nedadgående spiral, der bare bliver sværere og sværere at komme ud af, jo længere tid der går.
Dårlig samvittighed kan også antænde en ild, hvor du forsøger at indhente alt det, du ikke fik skrevet i din ferie, men med mindre du har en DeLorean gemt i kælderen til tidsrejser på en regnvejrsdag, kommer du aldrig til at indhente de uger, der er væk. Sprinttempoet risikerer at udmatte dig over relativt kort tid, hvis du opbygger illusionen om, at du kan drøne derud af med dit civile arbejdsliv, og skrive som havde du stadig ferie. Sprint kan være godt og produktivt, men ikke uden udløbsdato. På sigt risikerer du at brænde ud og ende med mere ingenting på papiret og tiltagende dårlig samvittighed.
Ligegyldigt hvad dit udgangspunkt er, så er der ting, du selv kan gøre. Du kan:
- Opstille forventninger, som du tids- og ressourcemæssigt har mulighed for at indfri i hverdagen
- være stolt af det, du har nået i din ferie
- slutte fred med det, du ikke nåede i din ferie
- undlade at forsøge at indhente flere ugers arbejde med én lang, udmattende sprint sideløbende med hverdagens forpligtelser
- genlæse artikelserien om at skabe forandringer, der holder i længden. Overgang fra ferie til hverdag og omvendt er forandringsprocesser, og måske kan en genlæsning give dig idéer til at skabe den bedste trivsel I dit forfatterliv efter ferien.
Klik her for at vende tilbage til siden ‘Overblik’ og vælg dit næste emne