Artikel 4 i serien “Mit skriveliv”.
2 ugers lykkerus, efter succesen med min konkurrencenovelle, blev afløst af modløshed, da et afslag tikkede ind i indbakken. Jeg har arbejdet på mit projekt ad flere omgange. Denne gang i mere end et år. Da jeg trykkede ‘send’ til forlaget, var jeg overbevidst om, at jeg var klar. Historien var klar. Persongalleriet var klar. Mine cliffhangere og plottwists var klar. Alt var klappet og klar.
Det var det så ikke.
For 5 år siden lavede jeg den klassiske debutantfejl: jeg færdiggjorde et manuskript og sendte det ind til Gyldendal. Det udløste et fortjent standardafslag. Efter nogle grublerier nåede jeg frem til, at jeg burde lære hvad skrivehåndværk og skrivekunst er, hvis jeg gerne vil være forfatter. Jeg er ikke en af de heldige, der har fået et tilstrækkeligt talent i barselsgave. Allerede den gang indstillede jeg mig på at slide mig til succes, fordi jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke forestille mig ret mange ting i livet, jeg hellere vil end at skrive.
Så jeg gik i krig. Jeg har læst og skrevet som en besat. Jeg har studeret skriveteknik, været på forfatterhøjskole og skrivekurser. Jeg var så heldig at komme i en skrivegruppe med forfattere, der har større erfaring end mig – Hvor heldig har man lov at være? Jeg har gennemskrevet min historie 10 gange og ladet den gennemtæske af betalæsere, skrivegruppe og en ekstern redaktør. Jeg var SÅ klar – bortset fra, at det var jeg jo slet ikke.
Dette afslag ramte mig betydelig hårdere end det første. Denne gang var 
jeg overbevist om, at jeg havde leveret et manuskript, der kunne holde hele vejen til udgivelse. Måske føltes det derfor som et større nederlag end første gang, hvor jeg ikke anede, hvad jeg lavede.
Når så mange mennesker interesserer sig for din drøm er det let at føle, at du skal dele alt med alle. Jeg hører dog til dem, der har brug for en grubleperiode, når jeg bliver skuffet. Her gider jeg ikke tale om skuffelsen, jeg drukner, hvis folk pylrer om mig, og jeg irriteres, hvis folk vil fortælle mig, hvad jeg “bare lige skal gøre” for at komme problemet til livs. Jeg har behov for at være i fred med det og ellers gøre de ting, jeg plejer.
Denne gang kørte jeg på autopilot og grublede et døgns tid. Så talte jeg med min mand, skrev til familien og sendte en mail rundt til mit team på jobbet. Alle steder stod jeg ved min skuffelse og fortalte dem, at jeg havde brug for at “vi var som vi plejer.” Det fungerer bedst for mig, hvis jeg selv får lov at komme, når jeg klar til at sparre omring skuffelsen og kigge fremad. Jeg vil hellere fortælle mine omgivelser, hvad jeg har brug for end at blive behandlet som et råddent æg eller pakket i vat. Jeg tror, at ærlig udmelding giver den bedste trivsel for alle parter.
Heldigvis fik jeg et kommenteret afslag. Et sagligt og venligt afslag med forslag til forbedringer og en opfordring til at blive ved. Og jeg bliver ved. Jeg blev slået ud af kurs, men jeg er ikke slået hjem.
Jeg kan ikke bruge skuffelsen til andet end som et vidnesbyrd. Jeg blev skuffet fordi min forfatterdrøm er ægte. Jeg skammer mig ikke over at blive skuffet, men jeg svælger heller ikke i det. Jeg kan heller ikke bruge selvbebrejdelserne til noget. “Hvorfor havde du ikke selv lagt mærke til dét, hun påpegede? Hun havde jo ret! Hvorfor skrev du ikke optakten skarpere? Du har jo allerede arbejdet ekstra med den!” Jeg vidste ikke bedre, da jeg trykkede ‘send’ og intet kan ændre det faktum. Men jeg kan lære af afslaget. Det ville være tåbeligt andet.
Der er en tid til at gruble, til at dele, til at tænke i nye baner og til at gøre det bedre. Fordi jeg fik lov til at gruble og selv fik lov til at bestemme, hvornår jeg var klar til at dele, er jeg nu i fuld gang med at se frem ad og gøre det bedre. Jeg er på vej mod drømmen igen.
- Hvor godt kender du dine reaktioner, når du bliver skuffet?
- Ved du, hvad du har behov for, når du bliver skuffet?
- Ved dine omgivelser, hvordan de bedst støtter dig gennem en skuffelse?
Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder. Vi kan lære så meget af hinanden.
Klik her for at komme tilbage til siden “Overblik” og find dit næste emne eller redskab.
Denne artikelserie udbygges løbende.
Kære Tenna
Tak for en fantastisk og fængende artikel (som kunne være skrevet af mig).
For flere år siden indsendte jeg en roman og fik – som de fleste andre debutanter – afslag. Herefter fulgte år med fokus på at blive bedre til at skrive, endnu et nyt manuskript blev skrevet, gennembearbejdet og indsendt og så kom endnu et afslag og stor skuffelse… håbløshed. Ærgelse.
For hvad gør jeg? Jeg kan ikke gøre det bedre. Og jeg kan heller ikke lade være med at skrive. Men jeg kan jo ikke blive ved med at skrive til skuffen… for hvad hvis det jeg skriver bare aldrig bliver godt nok eller aldrig matcher det, som Forlaget søger? Måske er det bare for svært at debutere som forfatter? (Med mindre man har kontakter i branchen).
Skal man opgive drømmen og undgå skuffelse? Eller blive ved og håbe på, at der en eller anden dag – mod forventning – er en forlægger, der ser potentialet i ens bog?
Hvad tænker du?
God aften.
Kære Dorte.
Jeg beklager det sene svar – der er gået lidt feriestemning i hverdagen hos mig, og det er for længe siden, jeg har været en tur omkring bloggen.
Jeg tror, de fleste spirer kan nikke genkendende til dine oplevelser – at stå med tvivlen og spørgsmål rungende i hjernekassen: “Skal jeg fortsætte? Nytter det overhovedet?”
Jeg ville ønske, at jeg havde et enkelt svar til dig – faktum er, at det er en beslutning, som er ganske op til dig, og at 2 forfatterspirer med samme udgangspunkt kan træffe stik modsatte beslutninger og opleve deres som “den rigtige”.
Du virker til at se vilkårene som de er: Man kan risikere at skrive 50 manuskripter og få standardafslag på hele pisset, og man kan pludselig stå med guldbilletten i hånden. Det er barske vilkår, fordi valutaen er vores tid, kærlighed, inderste drømme og måske hemmelige tanker og meget, meget mere.
Jeg vil anbefale dig at overveje, om du har gjort hvad du kunne, inden du sender til forlag. Rigtig mange har fejlagtigt oplevelsen af, at deres manuskriptet er færdigt, fordi de er færdige med det lige nu. Med testlæsere (dem definerer jeg som læsere, der giver dig deres læseroplevelse) og betalæsere (min oplevelse: andre skribenter, som ser på din historie med faglige briller) eller måske en ekstern redaktør, har du mulighed for at give din historie de litterære tæsk, den har brug for, INDEN forlagene ser det. Jeg vil anbefale dig at finde nogen, som er ærlige og tør sige, hvad de tænker der kan forbedres. Der er altid noget at forbedre, og selvom tæsk gør ondt, så kan de være med kærlige afsendere, med opfordringer og mange gode forslag at lære fra. De forskellige fora på SOME er alle tiders sted at finde skrivemakkere – man bliver i øvrigt også bedre til at være kritisk overfor egne tekster af at læse andres 😉
Personligt så har jeg aldrig fået så mange tæsk, som efter jeg begyndte at skrive. Jeg bruger ca. 90% af den feedback, jeg får på mine tekster. Gør det sommetider ondt? Gu gør det så, men med tiden meget mindre.
En anden overvejelse kunne være at gå uden om de største forlag. De håndplukker sædvanligvis deres forfattere og tager i promille-størrelser ind af uopfordrede manuskripter. Der ligger flere forlagslister på nettet med navne og profiler. Her er et link til én af dem: http://www.solaas.dk/forlagsliste.htm
Rigtig meget held og lykke og knokleenergi til dig. Du navigerer i en verden med enorm konkurrence, høje krav, uskrevne regler og mange, mange drømme. Skriv meget gerne hvad du beslutter dig for, og endnu engang: Beklager det sene svar.
KH fra Tenna