Artikel 7 i serien “Forfatter, kend dig selv” .
(Forfatterens præferencer 6).
Hvis du ikke allerede har været gennem introduktionen til begrebet præferencer og hørt lydfilen, så KLIK HER, før du læser videre.
I de forrige fire artikler har du læst om præferencer for forfattere ud fra Jungs typepsykologi. Denne artikel handler om to begreber, som også er præferencer – de er blot opstået direkte i forfatternes verden og ikke fremelsket til at passe ind i forfattergerningen ud fra en psykologisk referenceramme, som jeg har gjort med Jungs. Jeg vil anbefale dig at læse de fire forrige artikler, inden du læser denne. Du kan komme videre ved at følge linket ovenfor – der ligger link til artiklerne i bunden af introduktionen.
At have præferencen plotter eller pantser fortæller noget om, hvordan du arbejder som forfatter.
Du vil opleve at finde fællestræk fra de fire forrige artikler, hvilket er ganske naturligt, da mange af processerne i at være plotter eller pantser er sammensatte delelementer fra de præferencer, du allerede har læst om.
En plotter er en forfatter, der holder af at planlægge sit arbejde nøje, inden han går i gang med at skrive. Plotterens hovedfokus kan eksempelvis være på karakterenes følelser og relationer (følende) eller på grundlæggende facts og teoretisk research (tænkende). Plotteren følger helst sin plan fra start til slut (vurderende), men nogle plottere har lettere end andre ved at tilpasse deres plot hen ad vejen (opfattende). En introvert plotter er særdeles tilbøjelig til at bure sig inde og plotte uden at sparre med andre, mens en ekstrovert plotter holder af at spille bold op ad fellow forfattere og nyde godt af deres indspark. En sansende plotter har øje for detaljerne her og nu, mens den intuitive plotter har sit primære fokus på historiens handling og indhold på længere sigt.
Plotterens store force er egenskaberne tålmodighed og grundighed i forarbejdet, hvilket resulterer i et solidt fundament at bygge historien på. Han har desuden ofte succes med at afslutte de projekter, hvor han påbegynder skriveprocessen.
Plotteren er desværre tilbøjelig til at blive usikker på, om han nu også har taget højde for alt der skal ske i løbet af historien. Han ender ofte med at afklare bare én ting mere og én ting mere, før han kan starte skrivefasen. Plotterens største risiko bliver således at grave sig så dybt ned i sit forberedende arbejde, at han aldrig kommer ud af starthullerne. Det er almindeligt, at plotteren har adskillige uudforskede idéer liggende i skuffen, som aldrig får opmærksomhed, fordi han sidder fast i ét projekt (vurderende). Alternativt har han for mange idéer, som udforskes og udbygges men aldrig kommer ud over rampen (opfattende). En anden risikofaktor er, at plotteren sidder fast i sit plot under skrivefasen – at han ikke evner at tilpasse sit plot, selvom det det ville være en fordel. Uønskede skrivestop sker ofte tidligt i skrivefasen, hvor plotterens usikkerhed over, om han nu har styr på det hele, er størst eller sidst i skrivefasen, hvor han ikke længere kan tvinge et plot, der ikke fungerer så godt som i starten, fremad.
Hvis du har præferencen plotter, så kunne du med fordel afprøve at:
- rammesætte tidshorisonten for din planlægning, så du ikke ender i en uønsket “forberedelsessløjfe”, der afholder dig fra at skrive
- spørge dig selv løbende i skrivefasen, om du har brug for at tilpasse dit plot og gøre det, selvom du irriteres over at skulle ændre på noget.
Jeg har ladet mig fortælle, at begrebet pantser stammer fra vendingen “fly by the seat of your pants,” men om dette passer kan jeg desværre ikke fastslå. Beskrivelsen af en pantser passer dog meget godt ind i definitionen af føromtalte vending.
En pantser er en forfatter, der springer ud i historien og skriver, hvad der falder hende ind. Pantseren foretrækker ofte at være i en bestemt sindstilstand, hvis hun skal skrive (følende) eller sætte sig og vente på, at ordene kommer til hende (tænkende). Den intuitive pantser forholder sig til historiens begyndelse, midte og slutning på en gang, men den sansende forfatter udforsker hver enkelte nye idé, der melder sig her og nu. Den ekstroverte pantser brainstormer gerne i grupper og deler sine erfaringer, mens den introverte pantser foretrækker at flyve solo, også selvom hun ikke ved, hvor hun ender.
Pantserens store force er friheden og spontaniteten i hendes skrivearbejde. Pantseren ser muligheder og potentiale overalt og formår at lave plotændringer løbende.
Pantseren er tilbøjelig til påbegynde skrivefasen tidligt. Så tidligt, at hun ikke aner, hvor hun er på vej hen. Dette sætter pantseren i højrisiko for at fare vild og gå i stå med jævne mellemrum. Når en pantser fortæller, at hun har en skriveblokade, handler det ofte om, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre det som det næste, eller at hun handlingsmæssigt er endt i en blindgyde, hun ikke formår at bakke ud af, fordi hun mangler overblik. Pantseren udfordres ofte af ikke-færdiggjorte projekter. Hun overvældes let af løbske mindmaps og brainstorms, da alle idéer trækker i hende, og hun har lyst til at gå i kast med dem alle sammen. Endlig er pantseren sårbar ift. sit humør og den inspiration, som gerne skal komme til hende, for at hun kan skrive. Muser er upålidelige væsner at være afhængige af. For nogle pantsere betyder dette, at de ikke selv oplever at være herre over, hvornår de kan skrive og hvornår de ikke kan.
Hvis du har præferencen pantser, kunne du med fordel afprøve at:
- Opbygge en struktur, som du kan holde ud at være i ved at afprøve og sammensætte redskaber, som hjælper dig, med at holde fokus og når du mister overblikket
- Vente med at skrive til dit forarbejde har givet dig et minimum af overblik og retning.
- Begrænse antallet af igangværende projekter
Det er muligt at tillære sig træk fra den modsatte præference – det gør de fleste forfattere i et eller andet omfang, fordi det viser sig at være en fordel. Du gør det sikkert også allerede, men du kan få endnu flere tangenter at spille på.
Det vil kræve mest af dig at gå imod din præference – særligt i starten, når du øver dig. Du kan med fordel være opmærksom på, om du går i ekstremerne i perioder, hvor du er presset. Her kan du male dig selv op i et hjørne og gå glip af bedre muligheder i situationen, fordi du holder dig til det, du er tryg ved. Det er almindeligt, at du får “skyklapper” på, når du er presset.
Husk, at det er dig der bestemmer om du vil udfordre dit “plejer” ift. præferencen plotter eller pantser. Du må selvfølgelig vælge at være lige præcis, som du ønsker at være … hvis du altså ikke tør andet 🙂
Min udfordring til dig er:
- Gør op med dig selv, om du har præferencen plotter eller pantser
- Overvej, hvor du kan tappe ind i den modsatte præference og vælg en passende udfordring for at udvide din horisont. Før udfordringen ud i (skrive)livet
Denne artikel afslutter temaet om forfatterens præferencer.
Næste artikel i serien “Forfatter, kend dig selv” er under udarbejdning.
Klik her for at komme tilbage til siden “Overblik” og find dit næste emne eller redskab.