Artikel 1 i serien “Forfatter, kend dig selv”.
Hvornår er man forfatter? Det spørger mange skrivende sig selv og
hinanden om. Der er adskillige definitioner, og nogle af dem vil gøre dig glad og fortrøstningsfuld, mens andre vil pille modet ud af din skrivemarv – særligt hvis du er spire, forfatter-wanna-be, in spe eller på anden måde håbefuld.
Du kan skræmmes af anmeldere, lektørudtalelser og den ”litterære elite”, af bøger om skriveteknik, skrivekunst og skrivehåndværk – ej at forglemme dine omgivelsers forventninger til “alle de penge, du kommer til at tjene.”
Det er fristende at overveje, hvordan du kommer til at passe ind. Hvordan bliver du en seriøs forfatter? Hvilke genrer roses af anmelderne for tiden? Hvilke forlag er de rigtige?
Har du husket at spørge dig selv, hvad du ønsker? Ved du, hvad du ønsker at skrive, og hvad du ønsker at opnå med dit forfatterskab? Ved du, hvem du har lyst til at være som forfatter?
Jeg har personligt prøvet at blive målt, vejet og fundet for let, fordi jeg skriver fantasy og horror. Jeg fik elevatorblikket af en gruppe digtere og et overbærende smil.
Jeg har oplevet at blive betragtet som en snyltende amøbe, der vil mænge sig, fordi jeg vovede at melde mig ind i Dansk Forfatterforening som associeret medlem. Foreningens ønske er blandt andet at hjælpe debutanter til at træde deres første forfatterskridt på anstændige kontrakter. Det associerede medlemskab er en kærkommen velkomstmåtte for håbefulde skribenter. Der er dog, ifølge fagbladet, anonyme kilder, som ikke ønsker at blive associeret med sådan nogle som mig. Som mente at Dansk Forfatterforening havde udviklet sig til en ” …motionsklub, hvor alle kan melde sig ind og hvor amatørforfattere pynter sig med lånte fjer.”
Ved et bryllup overhørte jeg en samtale udvikle sig til en diskussion ved nabobordet. Den konservatorieuddannede musiker argumenterede overfor sin borddame for påstanden: Bamses Venner er ikke god musik.
Han forsøgte sig med analyser af teksten og sammenholdt antallet af akkorder med en klaversonate af Beethoven som en målestok over genrernes forskellige kompleksitet. Det var forgæves. Borddamen insisterede på at måle kvaliteten i et musikstykke på, hvor glad det gjorde hende. Efter adskillige minutters debat bankede borddamen i den hvide dug og erklærede, at “hun ville skide på hans lange uddannelse”, og at “hun ville have lov til at synes, at Bamses Venner er god musik!” Den unge mand undskyldte. Jeg gætter på, at han ikke havde til hensigt at støde nogen, men også at han mente, at han havde ret.
Hvem har ret? Hvem kan bestemme, hvad et godt musikstykke er? I hinandens ”verdner” vil begge måske komme til kort. Hvis vi alle skrev de samme historier og lavede den samme kunst, hvis vi alle var så talentfulde, at vi levede op til Forfatterskolens adgangskrav, ville vi måske få ophøjet ensretning og kvalitetssikring af litteraturen. Jeg synes, at det lyder ualmindeligt kedeligt! Jeg har uforgængelig respekt for de forfattere, som formår at tryllebinde, udfordre og oplyse mig, som ryster min grundvold, gør mig forelsket eller får mig til at græde. Jeg nyder dog også historier, der “bare” underholder mig. En familiefortælling udgør en uerstattelig værdi, også selvom værdien først og først og fremmest kommer til udtryk for familiens medlemmer.
Jeg elsker at skrive fantasy og horror! Det er ubetinget de genrer, som får min mentale vandmølle til at spinne hurtigere end ordenes strøm kan drive den. Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening, fordi jeg gerne vil bakke op om indsatsen, foreningen gør for forfatteres vilkår. Jeg ønsker at benytte mig af de muligheder, foreningen tilbyder, når jeg står med min første kontrakt i hånden. Indtil da vil jeg ikke undskylde, at jeg er her. Jeg insisterer på retten til at være i det litterære univers, uanset hvad jeg skriver, til hvem jeg skriver, og med hvilke ambitioner jeg skriver.
Det er et vilkår, at du vil opleve mennesker, der ikke mener at du ikke er fin nok på grund af dit forlag eller mangel på samme, dit valg af genre eller din erfaring. Nogle vil kalde disse mennesker snobber. Jeg påstår at de, ligesom parterne i bryllupsdiskussionen, har retten til at mene, hvad de vil. Du kan erklære dig enig eller uenig i udmeldingerne, men du kan ikke forhindre dem.
Jeg ville være en tåbe, hvis jeg ikke oplyste mig om forfatterbranchens vilkår for f.eks. antagelse af et manuskript, hvis jeg havde ambitioner om at blive udgivet. På samme måde, ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke puklede skrivepulten ud af bukserne for at nå mine forfatterdrømme. Endelig anser jeg mig selv for et fjols, hvis jeg ikke skriver som den jeg er, i de genrer jeg elsker. Jeg håber, at jeg kan udvikle mig som skribent, lige så længe jeg skriver. Jeg drømmer om at leve af mit forfatterskab, men lige nu er jeg den, jeg er.
Min påstand er, at du vil få en højere grad af tilfredshed med dig selv og dit skriveliv, hvis du står ved, hvem du er som skribent, forfatter, forfatterspire, eller hvad du ønsker at kalde dig. Uanset om du går efter international anerkendelse, Nobels litteraturpris, at skrive dig ud af et traume fra fortiden eller nedskrive din mormors historie til din datter, så er det en del af din forfatteridentitet. Jeg tror også, at du vil få lettere ved at yde den indsats der passer til dine ambitioner, hvis du er stolt af det, du skriver.
Hvis du forsøger at være noget, du ikke er for at passe ind eller få anerkendelse, sætter du i bedste fald røven op i klaskehøjde. I værste fald bruger du et helt skriveliv på at skrive tekster, du ikke holder af.
Uanset om du skriver til skuffen, dine børn, dig selv eller boghandleren, for Gyldendal, Alt for damerne eller dit eget forlag har du retten til at være her. De individer eller grupperinger, som frygter for deres forfattertroner, fordi andre skriver, har problemet.
Denne smøre er en hyldest til alle de skrivende mennesker der, trods forskellige positioner, står sammen om at elske bogstaver, ord, fortællinger, skrivekunsten, skrivehåndværket og meget mere i det litterære univers.
Skulle du rende ind i et eksemplar af den litterære snob, så bær over med ham. Hvis du ikke kan modstå trangen, så kild ham og træk ham kærligt den fnysende næse, men husk at to forkerte ikke gør en rigtig. Debatter er sunde, og vi har godt af at blive udfordrede. Til dagligt tror jeg dog, at hver forfatter får den bedste trivsel ud af at skrive på egen skrivemaskine.
Min udfordring til dig: Lav en liste og bliv bevidst om
- hvorfor du skriver
- hvilke ambitioner du har til dit forfatterliv
- hvad du elsker at skrive om
Næste artikel i denne serie handler om forfatterens præferencer. Klik her for at komme videre.
Denne artikelserie udbygges løbende.
Tak for nogle tankevækkende refleksioner
Tak, Mikael. Hvor er jeg glad for, at du kunne bruge det. Hvis artiklen spreder god skrivetrivsel, tjener bloggen sit formål 🙂
Sådan! Det kan ikke formulereres bedre!
Tak for er friskt og tiltrængt “statement”
Glæder mig til at læse med ?
Du er meget velkommen, Susanne. Brug, hvad der falder i din smag – du ved bedst, hvad der passer til dig 🙂
Super indlæg, Tenna. Vigtig pointe for alle skrivende, der enten tager det første spæde skridt, eller netop har samlet sig selv op efter at være snublet på den kringlede forfattersti. Tak for inspirationen!
Tak for det, Maria. Vi skal jo alle finde ud af hvilke forfattere, vi har det bedst med at være 🙂
Fantastiske og lærende læsestof. Thumbs up!
Så vil jeg også hoppe op på hesten igen.
For jeg vil også, selvom det “bare” er til skrivebords skuffen
og til/for mig selv.
Tak søde Tenna! Endnu en gang
Selv tak, Tina. Giv den gas og glæd dig over at skrive, som du har lyst til 🙂
Dejligt at få taget brodden af forventningerne (til mig selv).
Inden jeg begyndte at skrive, omgikkes jeg “rigtige” forfattere, der havde fået litteraturpriser, fine lektørudtalelser og bibliotekspenge.
Og jeg følte mig mere og mere som en amatør og turde ikke tro på de folk, der sagde, at jeg skriver godt.
For så længe jeg ikke var på de litteræres niveau, var jeg ikke rigtig forfatter.
Men ærlig talt vil jeg hellere være medlem af Bamses Vennerne og gøre mennesker glade ??
Kære Maja.
Jeg tror, at mange har det som dig – også selvom de ikke kender så erfarne forfattere. Al respekt for dem, der knokler sig så dygtige, at de modtager litteraturpriser. Det er dog de færreste af os, der kommer så langt, og mange ønsker måske ikke engang at skrive på det niveau, det kræver. For mig er det vigtigste at stå ved, hvem jeg er som forfatter – jeg er stolt af det, jeg laver. Det lyder som om du ved præcis hvilket forfatterskab, der kan give dig den største trivsel. Tusind tak fordi du delte dine tanker 🙂